Til daglig rådgiver mine kolleger i Infocentret grænsependlere med spørgsmål om social sikring, skat og andre regler i deres arbejdsland.
Sylvia Witte er en af disse rådgivere. Hun fortalte mig for nylig, at der ikke altid kun bliver taget faglige og juridiske problemer op under disse rådgivningssamtaler. Nogle af grænsependlerne vil gerne vide mere om den danske eller tyske arbejdspladskultur, eller de fortæller om deres erfaringer med at arbejde i et andet land og med at lære sproget i det pågældende land.
De har nogle gange problemer med at finde sig til rette med kulturen på den nye arbejdsplads, hvilket til dels skyldes, at omgangsformerne er forskellige. Men for nogle grænsependleres vedkommende kan manglende sprogkundskaber også udgøre en barriere for at blive integreret på arbejdspladsen. For den hyggelige sludder med kollegerne ved frokostbordet falder væk, hvis det kniber med nabosprogskundskaberne.
Men selv om mange af dem ifølge min kollega er motiverede for at lære nabosproget, så orker de ikke altid også at tage et sprogkursus ved siden af en travl arbejdshverdag. For sprogkurserne udbydes som regel om aftenen uden for arbejdstiden, og så er mange grænsependlere ikke længere så motiverede for at tage plads på skolebænken. Og i weekenden tager de ofte hjem til familien.
Min kollega mener, at sprogkurser, som ligger tættere på arbejdstiden ville komme grænsependlerne i møde. Det kunne f.eks. være kurser omkring frokosttiden.
Hvad mener du?
Bør sprogkurser tilpasses således, at arbejdstagerne bliver motiveret til at deltage i dem? Eller er det op til den enkelte at tage imod de eksisterende tilbud eller lade være?
